Familieterapi
Det er helt normalt, at én eller flere familiemedlemmer i en familie kan få det svært. Når problemer opstår, bliver vi nødt til at forholde os til dem, for at sikre familiens trivsel som helhed.
Som en del af en familie kan alle, børn som voksne, være påvirket følelsesmæssigt og i perioder udvise en øget sårbarhed. Den stemning det skaber, kan sprede sig som ringe i vandet og som forældre kan det være svært at imødekomme alles behov. Det kan desværre være kilde til frustration og afmagt og en negativ spiral.
Det er naturligt indimellem at være i tvivl om, hvad dit barn har mest brug for og der findes ikke et svar herpå.
For jer som forældre, er det et konstant udviklingspunkt at balancere mellem at skubbe på udviklingen og holde fast i, at det ikke går for stærkt ift. hvad jeres barn er modent til.
Parallelt hermed, er det jeres opgave som forældre, vedvarende at tilbyde barnet en sikker havn at vende tilbage til, når det har været på opdagelse i omgivelserne. Det er dét, som skaber en tryg tilknytning for barnet til jer.
Forældreskab er en kompleks størrelse og ikke altid så ligetil og indimellem kan vi alle have behov for en hånd i ryggen, når vi har ansvar for et lille menneske og dets udvikling, samtidig med at være hinandens samarbejdspartner og støtte.
Familieterapi er et forløb med fokus på familien som et samspillende system, hvor forståelse for den enkeltes intentioner, er afgørende for balancen og trivslen i helheden.
Familieterapi er en lærerig investering. Forløbet hjælper jer til at være mere forstående og mindre konflikteskalerende overfor hinanden. Jeres vigtigste indsats er, at I er indstillet på at ville skabe forandring ift. dét, som I oplever bøvler for jer.
Jeg kan hjælpe jer med at skabe et mere velfungerende familieliv.
Hvis I oplever, at I er på vej i en uhensigtsmæssig retning, som har negativ effekt på jeres familiære sammenhold, så vælg et familieterapeutisk forløb. Det er god hjælp til selvhjælp.
Familielivet kan være udfordrende og slide på overskuddet
I genkender at være trætte og kørt fast i et samspil og en kommunikationsform, som ofte ender galt og gør jer frustrerede og kede af det. I har behov for at få hjælp til at komme tilbage på sporet og til at sætte gang i en proces i jeres familie, hvor der skabes forandring.
En vigtig faktor er, at I som forældre og de voksne i familien, erkender, at det er jer, som skal tage ansvaret for at sætte gang i at gøre noget anderledes, da I skal være forbilledlige og vise vejen for børnene og de unge i familien.
Har I erfaring med at jeres ellers gode intentioner hurtigt glemmes eller at I ikke får handlet på de aftaler, I har lavet med hinanden?
Her kan professionel hjælp være nyttig eller ligefrem nødvendig.
Terapi kan støtte jer til at få indsigt i uhensigtsmæssige mønstre, til at skabe handling og i stedet få etableret gode vaner i jeres familiestruktur.
Jeg kan hjælpe jer til at udvikle nye og bedre måder at være sammen på, så I får genskabt balance og mere overskud i jeres familieliv.
Når usikkerheden fylder for meget i dit forældreskab
Hvis usikkerheden tager for meget plads i dit forældreskab, kan det påvirke tilknytningen mellem dig og dit barn. Det kan resultere i utryghed og ængstelighed for barnet eller at barnet tager styringen i familien.
Som forældre ønsker man at støtte sit barn bedst muligt i udvikling, men det kan være vanskeligt at afkode, hvordan man gør det.
At være nybagt forældre kan være overvældende og at finde sig til rette i rollen som nybagt mor eller far er ikke altid let. Måske genkender I, at dét at blive forældre også kan være forbundet med en oplevelse af kontroltab og usikkerhed om, hvordan I sikre jeres baby et udviklende samspil med jer.
Mange teenageforældre oplever en øget bekymring for deres større barn i disse år. Vi både hører flere unge udtale sig om manglende trivsel og ser undersøgelser, der påviser dette. Men hvad stiller man op, som forældre, når ens barn har det vanskeligt?
Er kommunikationen mellem jer udfordrende og har I vanskeligt ved at håndtere konflikterne, der kan opstå i jeres familie?
Ved at arbejde med jer i terapien, kan jeg hjælpe jer med at afdække og ændre uhensigtsmæssige mønstre. Jeg arbejder med jer både ved at samle hele familien og ved at tale med jer adskilt. Jeg støtter den enkelte af jer til at udtrykke sine følelser og behov og til at skabe en bedre forståelse og respekt mellem jer i den samlede familien. Målet er at finde nye måder at løse konflikter på og styrke jeres indbyrdes kommunikation og relation, for at opnå et forbedret familieliv.
Ny familie, skilsmisse og livsforandrende omstændigheder
At skabe en ny familie med dine og mine børn kræver tålmodighed – og kan vække konflikter, selv når kærligheden er stærk.
Skilsmisse er ofte en følelsesmæssigt svær proces, især når ønsket om at beskytte børnene kolliderer med voksnes beslutninger.
Livsforandrende begivenheder som sygdom, tab og sorg kan ryste hele familien. Mange oplever, at hverdagen går i stykker for en tid – og at roller og relationer forandres. Det kræver både tid, overskud og mod at få fodfæste igen.
Når livet forandrer sig – så find modet til at se på det sammen, og giv familien den støtte, der gør en forskel.
Som forældre bærer vi erfaringer med os, og nogle gange viser vores børn os, hvor vi selv mangler redskaber. Måske mærker du et ønske om at gøre noget anderledes – og møde dine børn med mere ro og nærvær.
Et familieterapeutisk forløb kan hjælpe jer i familien med at finde vej, styrke dialogen og skabe forandring – for både de voksne og for børnene.




